20/02/2009
Stadigt flere danskere opretter en profil på Facebook. Især de yngre generationer dominerer netværket, men væksten i brugere er aftagende. Det er i langt højere grad danskere over 35 år, som i stigende grad opretter profiler på danskernes foretrukne sociale netværk. Denne udvikling vil tvinge de yngre til at ændre deres vaner og brug af Facebook.
Vores seneste undersøgelse af udviklingen i brugertallet på Facebook i Danmark viser, at væksten er aftagende blandt de yngre generationer på Facebook.
Gruppen af brugere mellem 18-34 år har fra start af været de flittigste brugere af Facebook, men antallet af profiler er kun steget med 1,7 % indenfor dette segment den sidste måneds tid. Dette kunne tyde på, at brugertallet er ved at nå et maksimum.

Den modne del af befolkningen har længe været mere tilbageholdende og skeptiske, men dette billede er ved at vende, og Facebook bruges i stigende grad af personer over 35 år. I aldersgruppen 35-54 år er antallet af profiler fx steget med 8,5 % over den sidste måneds tid.

Den største stigning ses dog blandt den ældre generation over 55 år, hvor antallet af profiler i samme periode er steget med hele 10,4 %.

Grunden hertil, mener vi, skal findes i den massive omtale af Facebooks succes i medierne, samt Facebooks popularitet som samtaleemne i alle typer af fora - snart på højde med vejret. På den måde bredes den generelle opfattelse af, at vil man følge med udviklingen, bør man have et vist kendskab til Facebook, på samme måde, som der er konsensus om, at man bør have kendskab til e-mail og mobiltelefon.
Konsekvenserne for Facebooks brugere i Danmark vil være vidtrækkende, og der er i høj grad brug for at folk lærer Facebooks nyttige værktøjer bedre at kende. Vennesegmentering vil eksempelvis blive et must at have kendskab til, når familie, kollegaer, elever, patienter, etc. begynder at tilføje en som ”ven”. Der vil derfor i stigende grad blive brug for, at folk gennemtænker konsekvenserne af ens færden i sit netværk, både socialt og professionelt. Læs Facebook Guiden med 10 råd til, hvordan man kan få styr på sit privatliv på Facebook.