Komfo in English
Komfo på Dansk
NYHEDSSTRØM

Facebook Guiden - Styr dit privatliv på Facebook

25/05/2009

Opdateret i marts 2010
Download guiden her (PDF)

”Hvorfor skal alle mine venner have en nyhed om, at jeg lige er gået fra kæresten? Hvorfor kan alle se de billeder jeg er tagget på, men ikke selv har lagt op på min profil? Hvordan har mine venner adgang til mine oplysninger gennem applikationer på Facebook?”

Spørgsmål som disse har gjort Facebook til genstand for kritik for at krænke brugernes privatliv, men mange af de brugere, som klager over mangel på privatliv på Facebook, er ikke klar over muligheden for i høj grad selv at styre hvilke oplysninger de vil dele på Facebook.

Her følger 10 tips til hvordan du enkelt kan skræddersy Facebook til dit personlige behov. På denne måde kan du sikre at kollegaerne, de fjerne venner og andre ikke kan se alt hvad du lægger op på din Facebook, vel at mærke uden de pågældende ”venner” er klar over dette.

Indhold

1) Gruppér dine Facebook-venner i vennelister
2) Kontrollér dine venners adgangsniveau til din profil
3) Bestem hvem der har adgang til dine fotos
4) Bestem hvem der må skrive på din væg
5) Kontrollér enkelte statusopdateringer
6) Skjul dine kontaktinformationer
7) Synlighed i Facebook-søgninger
8) Synlighed i søgemaskiner (Google)
9) Blokering af venner
10) Applikationsindstillinger


1) Gruppér dine Facebook-venner i vennelister

Med muligheden for at gruppere dine Facebook-venner i vennelister, er det nemt at styre hvilke oplysninger på Facebook de forskellige venner har adgang til. Du kan fx vælge at skelne mellem nærmeste venner, familie, kollegaer og studiekammerater – og selv bestemme hvilke grupper der har adgang til hvad på din profil.  Vennelisterne er et nyttigt redskab til at styre dine privatindstillinger på din profil, hvis du fx ønsker, at én eller flere af disse grupper ikke skal kunne se dine billeder, følge med i alt hvad du skriver via dine statusopdateringer, have adgang til din e-mail og meget andet.  

Du kan oprette vennelister via menuen Venner i spalten i venstre side, hvorefter du klikker på Opret en liste (se illustration). 

Opret vennelister

Når den nye liste er navngivet kan du vælge, hvilke venner, der skal være på den pågældende liste. En person kan godt være med på flere lister og nye venner kan tilføjes eksisterende lister, i det øjeblik du accepterer venneanmodningen. Ligeledes er det muligt at redigere og slette vennelisterne, samt søge efter venner og tilføje dem til en liste.

Vennelister kan, udover at bruges til at styre hvilke personlige oplysninger dine venner på Facebook har adgang til, også bruges til at organisere din nyhedsstrøm. På den måde kan du nemt vælge kun at se statusopdateringer fra eksempelvis vennelisten Familie (som i eksemplet nedenfor).  Til toppen

Statusopdateringer fra vennelister

2) Kontrollér dine venners adgangsniveau til din profil

For at kontrollere hvilke oplysninger, de forskellige vennelister helt specifikt har adgang til, skal du gå ind i Privatindstillinger i kontomenuen, som du finder øverst i højre hjørne (se illustration).

Privatindstillinger

Herefter kan du vælge mellem følgende fem menuer til beskyttelse af dine personlige oplysninger: Profiloplysninger, Kontaktinformation, Applikationer og websites, Søg og Blokeringsliste. . Til toppen

Menuer til beskyttelse af personlige oplysninger

 

3) Bestem hvem der har adgang til dine fotos

Du kan vælge, hvem der må se de billeder (og videoer), som bliver tagget med dit navn, og dermed undgå at fx kollegerne kan klikke sig ind på de uheldige fotos fra weekenden. Helt specifikt kan du vælge hvilke venner eller vennelister der må have adgang til listen over billeder af dig, som du eller dine venner har tagget.

Under menuen Profiloplysninger (se hvordan du finder menuen under punkt 2) vises en række funktioner som bruges til at beskytte dine personlige oplysninger. For at ændre hvem der kan se billeder af dig, skal du klikke på låseikonet ud fra Billeder og videoer af mig. Her kan du vælge om det er alle på Facebook, dine venners venner eller kun dine venner som kan se, billeder du er tagget på (se illustration). 

Rediger indstillingerne for billeder og videoer

Hvis du ønsker at gå mere specifikt til værks, skal du aktivere menuen Tilpas, hvorefter du kan vælge hvorvidt kun du skal have adgang til billeder tagget af dig, eller om der er specifikke venner eller vennelister der også må kunne se dem. Du kan fx vælge, at det kun er dine venner der må have adgang, og dernæst vælge hvilke venner eller vennelister der ud af denne mængde nægtes adgang, som fx vennelisten Arbejde (se illustration). Omvendt kan du også nøjes med at vælge specifikke venner eller vennelister der må have adgang til fotos tagget af dig.  

Bestem hvem der skal have adgang til fotos tagget af dig

På samme måde som du kan kontrollere hvem der har adgang til de billeder og videoer du er tagget i, har du også mulighed for at vælge hvem der kan se de billeder, du selv uploader på Facebook i albums. Du kan vælge og frasortere venner for hvert album du opretter.

For at redigere indstillinger for hvert album skal du klikke på Rediger indstillinger ud fra
Billedalbum under Profiloplysninger. Herefter kan du for hvert album vælge, hvem der skal have adgang til dine fotos. Til toppen

Rediger indstillinger for albums

4) Bestem hvem der må skrive på din væg

Din væg på Facebook indeholder en masse personlig information om dig, så det er vigtigt at overveje, om det er alle på Facebook der skal have adgang til denne, om det kun er dem du er venner med eller om det er specifikke venner eller vennelister der må se beskederne på din Væg.

For at ændre indstillingerne skal du klikke på låseikonet ud for Opslag af venner under menuen Profiloplysninger (se hvordan du finder menuen under punkt 2). Herefter har du mulighed for at kontrollere, om det er alle på Facebook, dine venners venner eller kun dine venner der kan se opslag på din Væg. Ved at aktivere menuen Tilpas kan du være mere specifik og vælge enkelte venner eller vennelister til eller fra.

Opslag af venner

På samme måde som du kan styre hvem der må skrive på din væg og se dine fotos (se punkt 3), har du mulighed for at styre en lang række andre oplysninger under menuen Profiloplysninger. Du kan bl.a. styre hvem der kan se dine statusopdateringer, hvem du er venner med, din uddannelses- og arbejdsinfo samt generelle oplysninger, såsom køn, fødselsdag, hjemby, politiske og religiøse synspunkter og civilstand. Til toppen


5) Kontrollér enkelte statusopdateringer

Facebook har for nyligt gjort det muligt, at fuldt kontrollere hvilke venner og vennelister enkelte statusopdateringer skal vises for. Hvis du har grupperet dine venner i vennelister (se punkt 1) får du på denne måde mulighed for at dele arbejdsrelateret information med kollegaerne og de mere trivielle oplevelser for dagligheden med eksempelvis dine nære venner. Man kan således vælge privatindstillinger for hver statusopdatering man slår op. Dette gøres ved at klikke på låseikonet, hvorefter man kan vælge hvem, der skal kunne se (eller ikke se) det specifikke opslag. Til toppen

Vælg hvem der skal kunne se specifikke statusopdateringer

 

6) Skjul dine kontaktinformationer

Ligesom du kan styre dine venners adgang til dine grundlæggende informationer på Facebook (punkt 3 og punkt 4), kan du styre, hvem der kan kontakte dig på Facebook samt se dine private kontaktoplysninger. Dette er et nyttigt værktøj, når man ikke har et lige tæt forhold til alle sine venner på Facebook, og ikke ønsker at telefonnummer, adresse og e-mail skal være synlige for alle.

Under menuen Kontaktinformation (se hvordan du finder menuen under punkt 2) kan du nemt redigere i disse indstillinger. Du vælger hvilke venner og vennelister der skal have adgang til de forskellige informationer via menuen ved at klikke på det lille låseikon, hvorefter du kan angive, hvilke venner eller vennelister dine kontaktoplysninger skal være synlige for.

Kontaktoplysninger

Hvis du ønsker at det udelukkende skal være synligt, eller usynligt, for specifikke venner eller vennelister, skal du vælge funktionen Tilpas i menuen. 

Kontrollér hvem der har adgang til dine kontaktoplysninger


Under Kontaktinformation kan du også kontrollere, om alle kan tilføje dig som ven fra søgeresultater og fra din profil, eller om det kun er dine venners venner. Ligeledes kan du kontrollere, om det kun er dine venner der kan sende beskeder til dig i indbakken, eller om det også er personer, som du ikke er venner med.
Til toppen

7) Synlighed i Facebook-søgninger

Under menuen Søg (se hvordan du finder menuen under punkt 2) kan du styre, hvem der skal kunne finde dig gennem søgning på henholdsvis Facebook og via søgemaskiner, som fx Google (se næste punkt).

Som standardindstilling vil alle kunne finde din profil frem ved en søgning på Facebook, men som alt andet er det er muligt at  tilpasse dette. Ved at klikke på låseikonet (se illustration) kan du vælge, at det fx kun skal være dine venner eller venners venner der kan søge på dit navn og finde din profil frem.
Til toppen

Facebook søgeresultat

8) Synlighed i søgemaskiner (Google)

Hvis man søger på dit navn på Google, eller en anden søgemaskine, vil søgemaskinen automatisk finde en begrænset udgave af din Facebook-profil, med de offentlige informationer og oplysninger som du deler med alle (du kan redigere i hvilke oplysninger der skal være tilgængelige for listen Alle under menuen Profiloplysninger).

Hvis du vil undgå at blive vist i søgninger på Internettet, skal du deaktivere Offentligt søgeresultat under menuen Søg (se hvordan du finder menuen under punkt 2) ved at fjerne fluebenet i checkboksen Tillad, og dermed blokerer du søgemaskine-indeksering for din Facebook-profil. 

Offentligt søgeresultat

Hvis du ikke vil blokere søgemaskine-indeksering, men er i tvivl om hvilke oplysninger andre kan finde i den begrænsede udgave af din profil, kan du klikke på linket se eksempel til venstre for checkboksen. Herefter kan du se, hvilke oplysninger de  personer du ikke er venner med har adgang til. Til toppen


9) Blokering af venner

Hvis du vil forhindre en eller flere specifikke personer, som du vel at mærke er venner med, at have adgang til din profil, kan du vælge at blokere dem via menuen Blokeringsliste (se hvordan du finder menuen under punkt 2). Du blokerer en person ved enten at indtaste navnet eller e-mail-adressen på den specifikke person (se illustration).

Blokering af venner

Når du blokerer en person, vil personen bl.a. ikke kunne gå ind på din profil, sende vægbeskeder eller personlige beskeder til dig, se dit navn i søgeresultater eller på sin venneliste samt se kommentarer på fælles venners Væg – uden at den pågældende person bliver underrettet om dette.

Vær opmærksom på at blokeringen fungerer gensidigt, så førnævnte oplysninger om den blokerede personer bliver også usynlige for dig.  Hvis du fortryder en blokering af en ven og fjerner vedkommende fra din Blokeringsliste, skal du sende en ny venneanmodning.
Til toppen

 

10) Applikationsindstillinger

Under menuen Applikationer og websites (se hvordan du finder menuen under punkt 2) kan du kontrollere, hvilke oplysninger, der er tilgængelige for applikationer, du bruger på Facebook. Du kan bl.a. læse om hvordan applikationer interagerer med dine personlige oplysninger, under Få mere at vide, når du giver adgangstilladelse til applikationer. 

Applikationer får automatisk adgang til dine personlige oplysninger og billeder, såvel som dine venners personlige oplysninger (afhængigt af deres indstillinger), når du tilføjer den pågældende applikationen. Vennernes personlige oplysninger, som du i forvejen har adgang til, bruges udelukkende til at gøre disse oplysninger tilgængelige for dig også via applikationer. Oplysningerne bliver altså ikke lagret af applikationens udviklere eller misbrugt kommercielt.

Du kan ændre dine egne indstillinger til at begrænse, hvilken type oplysninger applikationer, som dine venner bruger, kan tilgå (se illustration). Dette gøres via Rediger indstillinger.

 

Applikationsindstillinger


Under menuen Applikationer og websites kan du yderligere styre hvilke venner, der kan se dine seneste aktiviteter i forbindelse med applikationer og spil, blokere bestemt applikationer samt ignorere applikationsinvitationer fra specifikke venner. 

Under menuen Applikationsindstillinger (via kontomenuen i øverste højre hjørne) kan du redigere indstillingerne for enkelte applikationer. Her får du et overblik over alle de applikationer du har tilføjet til din profil med mulighed for slette dem du ikke længere bruger samt redigere indstillingerne for hver enkel applikation.

Applikationsindstillinger

Når du klikker på Rediger indstillinger for den ønskede applikation, vises en boks med supplerende tilladelser, hvor du kan tillade eller forbyde applikationen en række handlinger. Du kan fx selv bestemme om du kan modtage e-mails fra applikationen og om dine handlinger på applikationen bliver vist på din væg. Endvidere kan du vælge om applikationen skal bogmærkes på din profil, så du lettere kan finde den i din daglige gang på Facebook.  Til toppen

Rediger applikationsindstillinger

 

Med disse 10 steps vil du højst sandsynligt opnå en forbedret oplevelse med Facebook. Vi modtager meget gerne kommentarer omkring emnet.

Download guiden her (PDF)

Læs også vores Facebook guide til virksomheder


CONNECT MED KOMFO
komfo - copyright © 2009. All Rights Reserved.