03/05/2010
Med mindre man er internetnørd, medieinteresseret, eller lignende er det muligt, at man ikke har skænket Facebooks nylige ændringer nævneværdig opmærksomhed. Måske ved man slet ikke, at Facebooks efterhånden så kendte ”like/synes godt om”-knap, i bedste agentstil, har infiltreret alverdens hjemmesider. Det er der sådan set heller ikke noget forgjort i – konsekvenserne af disse ændringer er man, i de fleste i organisationer, i forvejen ved at forholde sig til.
Dermed ikke sagt, at ændringerne ikke er af afgørende betydning. Her er vi, hos Komfo, fuldstændig på bølgelængde med diverse interneteksperters vidtløftige udsagn om Facebooks visioner for Internettet. Det er nok nærmere overraskelsen over Facebooks formåen, vi ikke deler på samme måde. Tendenserne har peget i denne retning i mindst et år og interesserer man sig for området, burde man have været klar over, at Facebook havde ambitioner om at være til stede på hele Internettet – herpå har været flere eksempler, senest med Facebook Connect. Man bør på samme måde være klar over, at Facebook gør dette for at få deres annoncer til at leve andre steder end på Facebook.com og dermed true Googles dominans på annonceområdet. Andre ting som sikkert vil trække overskrifter i den nærmeste fremtid er, når Facebook ruller deres længe ventede verdensvaluta Facebook Credits ud, og brugerne dermed vil begynde at handle tjenester og produkter i gennem Facebook baseret på vennernes købsadfærd. Her er det kun hvornår og hvordan, der er interessant, og ikke om det sker eller ej.

Så hvad betyder Facebooks nylige ændringer så for den gennemsnitlige virksomhed eller organisation, som enten så småt er kommet i gang på Facebook, kraftigt overvejer at gøre det, eller som kategorisk har nægtet at beskæftige sig med det?
Vi mener ikke, at ændringerne betyder, at man nu skal til at tage stilling til en helt masse nye spørgsmål. Udviklingen i mulighederne med Facebook er flere stadier foran den praktiske virkelighed for de fleste virksomheder og organisationer. Den grundlæggende udfordring er fortsat, hvordan man får mere forretning eller øget målopfyldelse ud af at inddrage interesserede brugere via Facebook - om det så være sig kunder, medarbejdere, medlemmer eller vælgere. Hvad får man ud af dialogen på en Facebook Side? Hvem skal tage sig af denne dialog? Hvad er konsekvenserne af en mere åben og involverende hjemmeside? Spørgsmål som disse har mange taget stilling til igennem de seneste år, og de spørgsmål er der stadig mange, der bøvler med. At man som konsekvens af Facebooks nylige ændringer nu kan tage et enkelt stykke kode og gøre sin hjemmeside social, gør ikke virksomhedernes overvejelser nemmere – det gør kun webmasterens arbejde mere overskueligt.
Når dette er sagt, virker det dog som om, at det efter de seneste ændringer er ved at gå op for mange, hvilken vej ens online tilstedeværelse uundgåeligt bevæger sig. Brugerne vil have transparente online platforme, hvor det ikke er marketing- og kommunikationsfolk, der fortæller hvordan virksomheden er, men hvor historierne, nyhederne og anbefalingerne i stedet bliver formidlet af de andre brugere – og vigtigst af alt vennerne. Handlingsrummet for brugernes interaktioner omkring virksomhedens mål og produkter skabes naturligvis af virksomhederne selv, og her skal de fleste kommercielle hjemmesider i dag gennemgå en mindre revolution for at leve op til brugernes krav.
Facebook er i dag, og vil være det mange år fremover, det bedst egnede værktøj til at skabe en gradvis mere åben og involverende online tilstedeværelse. Det er dog ikke altid den mest holdbare strategi altid at jagte de nyeste muligheder og prøve at begribe konsekvenserne af disse i et mindre arbejdsteam i virksomheden. I stedet bør man tage fat i mulighederne på det niveau, som matcher ens nuværende onlineengagement og dermed øge sandsynligheden for, at forandringen vil ske i et tempo, hvor både organisationen og kunderne kan følge med.
Det mest farlige ville dog være at ignorere udviklingen og give fortabt på forhånd, fordi man føler, at man så kan blive stående på den sikre grund, man har skabt sig. Man kan nemlig roligt regne med, at de netop offentliggjorte ændringer fra Facebook ikke er de sidste Facebook vil offentliggøre, som vil give de handlingsorienterede virksomheder store konkurrencefordele i fremtiden.
Hvis I har lyst til at tage en uforpligtende snak om, hvor Facebook passer ind i jeres online strategi, så er I meget velkomne til at kontakte os.
Har man lyst til at læse mere om ændringerne hos Facebook, kan vi anbefale følgende kilder:
Keynote-taler fra Facebook konference f8.
Techcrunch: The Age of Facebook.
Claus Dahl på K-forum: I like revolutionen.