11/12/2009
Mange har sikkert noteret sig, at Facebook nu har ændret ved tingene igen-igen. Er det så for det bedre eller er de ude efter vores oplysninger? Bestemt det første, men ikke så meget fordi verden er blevet mere sikker for Facebook-brugerne, men fordi Facebook med ændringerne er blevet et langt stærkere værktøj.
Advarslerne omkring Facebooks nye privatindstillinger florerer allerede – nu bør brugerne igen forholde sig til, hvem de giver adgang til deres oplysninger på deres facebookprofil. Heri ligger umiddelbart ingen problematik, da det kun kan være gavnligt for den gennemsnitlige danske facebookbruger at forholde sig til sine privatindstillinger med jævne mellemrum. Noget som mange danskere med garanti mangler at forholde sig til i det hele taget, hvilket bestemt kan være et problem. Facebook har nu sendt en venlig reminder om dette og tilmed gjort indstillingerne langt mere overskuelige at håndtere.
Hvad der til gengæld er langt mere interessant ved Facebooks ændringer, er den nye kontrol brugerne har fået over deres statusmeddelelser. De fleste kender til problematikken om, hvor ekstremt vanskeligt det er at finde på noget begavet at sige til sine tætte veninder, bekendte, familie og kollegaer på én gang. Nogle afholder sig af den grund helt fra at skrive statusmeddelelser på Facebook. Andre ignorerer denne problemstilling og skriver præcis, hvad der falder dem ind – tit til stor irritation for alle andre end de 5-7 nære venner, der gør det samme.
Her burde alle facebook-brugere gøre sig den tjeneste at oprette vennelister for minimum nære venner, bekendte og kollegaer.
Når man herefter skriver en statusmeddelelse har Facebook nu gjort det muligt at have fuld kontrol over, hvilke vennegrupper denne skal vises for. De mere trivielle oplevelser fra dagligdagen, samt de skarpe politiske holdninger, bør man måske kun dele med sine nære venner. På samme måde kan man sørge for, at arbejdsrelaterede informationer kun vises for kollegaerne. Har man meddelelser, som man mener, ville interessere en bredere kreds af bekendte, såsom bryllup og nye børn, kan man så her henvende sig til alle Facebook-vennerne. Man kan således vælge privatindstillinger for hver statusopdatering man slår op. Dette gøres ved at klikke på låseikonet, hvor man kan vælge hvem, der skal kunne se opslaget (se nedenstående figur).

Kontrollen af statusopdateringerne er langt fra det eneste vennelisterne kan bruges til. De kan bruges til at sikre, at kun de nærmeste venner har adgang til dine mest personlige oplysninger på Facebook. Derudover kan de bruges til at organisere din nyhedsstrøm fra dine venner, så det eksempelvis udelukkende vil være dine nærmeste venners opdateringer, der bliver vist som standard.
Den klare anbefaling skal altså lyde herfra – er du én af de mange danskere, der bruger flere timer om ugen på Facebook, så gør dig selv den tjeneste, at brug en times tid på at få kategoriseret dine facebookvenner. Det vil øge oplevelsen ved at bruge Facebook markant.
Læs desuden Facebooks egen vejledning til indstillingerne